Tilbage til artiklerne
Klar på den næste grønne bølge?
HoldningerViden2 min læsning

Klar på den næste grønne bølge?

Af Mikal Holt Jensen

Enhver, der har stået ved Vesterhavet, ved, at bølger kommer og går. Nogle er store og kraftfulde, andre flader ud, før de for alvor tager fart. Men de er altid i bevægelse.

Sådan har udviklingen inden for bæredygtig turisme også været. Gennem de seneste årtier har den grønne bølge haft både toppe og dale. Fremskridt er blevet afløst af modvind, og ambitioner er indimellem blevet bremset af nye politiske eller økonomiske realiteter. Alligevel har hver ny bølge bygget videre på den foregående.

Surfere ved, at det sjældent betaler sig at kæmpe imod strømmen. Tålmodighed og timing er afgørende, og når bølgen begynder at rejse sig, gælder det om at være klar.

Med en ny – og efter eget udsagn grønnere – regering tyder meget på, at vi er på vej op ad den næste bølge. Omnibus-opbremsningen ser ud til at være passeret, og samtidig holder ønsket om en mere bæredygtig udvikling stand trods modstrømme fra den anden side af Atlanten.

Undersøgelser viser fortsat, at både turister, virksomheder og destinationer prioriterer bæredygtighed. Derfor er der god grund til at tro, at den næste store grønne bølge er på vej. Green Together står klar til at gribe den – sammen med de destinationer og virksomheder, der vil være med til at forme fremtidens turisme.