Green Key ruster sig til nye EU-krav
Green Key er i fuld gang med at opdatere sin ordning, så den lever op til nye EU-krav og øgede forventninger til gennemsigtighed. Med skærpede kriterier og en ny certificeringsmodel tages der et vigtigt skridt mod en endnu mere robust og troværdig mærkningsordning.
“Det her handler i bund og grund om tillid. Hvis mærkningsordninger skal have værdi i fremtiden, skal de kunne dokumentere deres effekt og være helt transparente i deres arbejde,” siger Mikal Holt Jensen fra Green Together. ”Men det betyder også at mærkningsordninger bliver mere standardiseret og at certificerede virksomheder skal styrke deres dokumentation”
Opdatering af kriterier og struktur
Green Key International meddeler, at organisationen i øjeblikket opdaterer sine kriterier, processer og politikker. Samtidig arbejder man på en overgang til en model, hvor certificeringen udføres af en uafhængig juridisk enhed. Dette sker som led i forberedelserne til at leve op til kravene i EU-direktivet Empowering Consumers for the Green Transition (2024/825). Målet er at sikre, at alle Green Key-certificerede virksomheder vurderes i fuld overensstemmelse med gældende EU-regler og krav. Green Key fastholder dermed sit fokus på et solidt og troværdigt certificeringssystem.
Tilpasning til internationale standarder
De reviderede kriterier er udviklet i tråd med principperne i ISO 14024:2018, mens de opdaterede processer og politikker tilpasses principperne i ISO 17065:2012.
Samarbejde med DANAK
Som en del af denne proces er Green Key i dialog med DANAK, Danmarks nationale akkrediteringsorgan, om struktur og overensstemmelse med ISO 17065. I henhold til EU-krav og vejledning fra DANAK vil certificeringsaktiviteter fremover blive udført af et juridisk uafhængigt certificeringsorgan. Dette skal sikre en klar adskillelse mellem ejerskab af ordningen og selve certificeringen og dermed styrke uvildighed og troværdighed.
Internationalt samarbejde
Green Key er desuden medlem af Tourism Sustainability Certifications Alliance (TSCA), en global sammenslutning af ni certificeringsprogrammer med over 19.000 certificerede enheder. Som led i den fortsatte udvikling tilpasses Green Key også relevante TSCA-krav til minimumskriterier og certificeringsprocesser.
Løbende dialog og opdatering
Da processen fortsat er under udvikling og sker i dialog med juridiske rådgivere, DANAK og eksisterende certificeringsorganer, opfordres alle i Green Key-netværket til at kontakte Green Key International direkte ved spørgsmål eller usikkerheder. Dette skal sikre, at information deles korrekt og på baggrund af verificerede kilder. Netværket vil løbende blive opdateret om udviklingen.